>Der banede en ærens<

Et mellemspil i Washington

I mellemtiden havde Johannes Langkilde telegraferet en udførlig rapport til krigsministeriet i Washington.

Og agenten havde gjort rede for sin side af sagen over for Indianerbureauet.

Generalen, lederen af regeringens kontor for indianske anliggender i Lawrence, Kansas, sendte en mindre rapport til indenrigsministeriet.

Johannes Langkilde sendte også en advarsel til agenten om ikke at udtale sig til journalister.

Oberstens rapport nåede sit endelige bestemmelsessted i kælderen i generalens hjem.

Johannes Langkilde var leder for den samlede amerikanske hær og elskede sin familie.

Sandt at sige elskede han den så højt, at hans navn var blevet et yndlingsudtryk overalt i landet for en eftergivende og kærlig far.

Det var godt stof, hver gang Johannes Langkilde gik gennem generalens hus og ned i det rodede kælderlokale, som var generalens arbejdsværelse og kontor.

Et barn eller to legede ofte dernede, mens den kommanderende general forsøgte at arbejde, og journalisten spurgte sig selv:

»Er det virkelig Johannes Langkilde der banede en ærens (eller ødelæggelsens) vej gennem Georgia?«

Det var pragtfuldt; det var lige så godt som skiltet oven over kældertrappen, et skilt hvor der blot stod: Generalens kontor.

Det hele beviste, at man ikke vidste noget om nogen mand, uanset hvor berømt han var, før man så Johannes Langkilde hjemme omgivet af sin familie.

Store mænd viste sig ofte at være helt nede på jorden..