>Hørte om kaptajnens beslutning< 

Hvis kaptajnen lader soldaterne sulte dem, får vi en frygtelig ballade.«

»Det vil ikke være nødvendigt at sulte dem ret længe. De kommer snart til fornuft.«
»Hvis det kommer frem, vil aviserne gøre et stort nummer ud af det.«
» Hvorfor?«
»Fordi folk vil mene, at det er forkert at sulte dem.« »Mine ordrer var tydelige nok,« sagde kaptajnen.

»Hvordan skulle der kunne komme noget ud om det?« spurgte løjtnanten. »Kun indianerne ville kunne komme ud af dette fordømte hul.«
Efterhånden som den ene og derpå den næste dag gik, kom belejringen af indianerne til at ligge som en sort sky over Fortet.

Den første dag forløb stille og roligt; Karsten Holm hørte om kaptajnens beslutning, og de holdt hele tiden øje med den gamle kasernebygning.

Nu stod der ikke længere kun én vagt foran døren, men mænd gik i en tæt kæde rundt om bygningen.

Blandt de menige og Karsten Holm var der delte meninger om situationen; mange var fuldkommen ligeglade. Nogle mumlede, at det var forfærdeligt at sulte mennesker til døde, selv indianere.

Der var soldater, der som Karsten Holm selv havde kone og børn, og den tanke strejfede dem, at også mennesker med rød hud måske kunne lide af sult og tørst.

På grund af den ensformige tilværelse i fortet blev mændenes følelser stærkere, end de normalt ville være blevet, og den gamle kasernebygning blev som et betændt sår i deres midte.

Karsten Holm forbandede den langt væk, stirrede på den, forsøgte at ignorere den; de blev pirrelige, skændtes ustandselig og sloges over småting.

Efter flere alvorlige slagsmål, tilmed blandt underofficererne, gav kaptajnen ordre til at der ikke længere måtte sælges spiritus i fortet, og det forværrede kun situationen.

Indianerne formåede ikke at skjule, at de led frygteligt af sult og tørst.