>Vil det være overstået<

Og hvordan det end går for Anders Munch vil det være overstået til den tid. Og der er jo også sendt kompagnier med toget vestpå.«

»Indianerne kan jo være sluppet fra kavaleriet, sir,« sagde en tyk, rundkindet kaptajn ivrigt. »Lad mig ride sydpå med mit kompagni.

Anders Munch kan i det mindste afskære dem, selv om vi ikke får fat på dem alle sammen. Det vil være en fjer i hatten for os.«

Der var andre, som var enige med ham.

»Jeg kan ikke lide at sende infanterister af sted til hest,« sagde obersten.

»Det vil måske være et forsøg værd,« sagde obersten langsomt. »I kan i det mindste slutte jer til kaptajnen. Det er jo det, han anmoder om, men himlen må vide hvorfor.

Anders Munch har allerede to kompagnier. I bliver nødt til at adlyde hans ordrer, hvis I slutter jer til ham — medmindre han på sin vej nordpå kommer hertil .

Soldaten havde lyttet til samtalen uden at opfatte, hvad der blev sagt. Tanken om at desertere havde i den grad besat ham, og beslutningen om at gøre det samme aften havde fået hans hjerte til at hamre af rædsel.

Anders Munch blev bragt tilbage til virkeligheden, da obersten sagde: »Du tager med kaptajnen i aften, Vanest. Han bringer dig tilbage til dit eget kompagni.«
Henrik og Ole stillede sig ved baren i The Alamo og bestilte en flaske whisky.

De skænkede op og drak whiskyen ufortyndet, og der skulle tre til, før de blev af med deres tømmermænd.

»Er I sultne?« spurgte bartenderen godmodigt.